OM HE

ERFARINGER, KARRIERE OG PERSONLIGT

EKSPEDITIONER

Jeg har siden 1981 gennemført månedlange ekspeditioner i kano gennem Amazonas og på hesteryg gennem Andesbjergene.

I Venezuelas regnskov har jeg boet hos det oprindelige folk yanomami og i Peru og Bolivias bjerge har jeg boet i traditionelle landsbyer i bjergene.

Sammen med min kone og to børn på to og fem år har jeg kørt fem måneder i selvbygget hestevogn gennem Østeuropa.

I Argentina har jeg boet nogle år i kolonien af efterkommere af indvandrere fra Danmark og har været gift med en argentinsk kvinde.

Jeg har hermed stor erfaring i at begå mig i ekstreme situationer i meget forskelligartede miljøer.

UDDANNET PSYKOTERAPEUT, LEDER OG LÆRER

Jeg har gennemført en femårig uddannelse til krops- og gestaltterapeut fra 2008 til 2013. Seks gange om året boede vi den 16 personer store uddannelsesgruppe fra tirsdag til lørdag på et retrætecenter. Uddannelsen bestod både af teoretisk stof, egenterapi og træning som terapeut. Jeg kender mig selv dybt ind i mit sind.

Den frie Lærerskole i Ollerup – den grundtvig-koldske skoleverdens eget seminarium – er jeg uddannet fri- efter og højskolelærer. Jeg har arbejdet som lærer i alle tre skoleformer.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup er jeg uddannet gymnastikleder. På højskolen har jeg senere selv undervist kommende gymnastiktrænere til foreningsverdenen.

REJSEARRANGØR

Gennem årtier har jeg arrangeret rejser i især Sydamerika for grupper, familier og enkeltpersoner. Hver gang tager tager jeg udgangspunkt i klientens ønsker til rejsemål, længde, økonomi, ønsker om komfort og strabadser.

For kunder har jeg arrangeret sejladser ved Galapagos og i den chilenske skærgård, vandreture i Patagonien og Peru, ture i 4-hjulstrækker i det bolivianske højland og Atacamaørkenen, ophold hos lokale i peruanske landsbyer og landgang på Kap Horn.

For produktionsselskabet Pipeline Production og TV2 har jeg stået for al logistik, planlægning og afvikling af den ekspedition I Perus bjerge og jungle, der blev til tv-serien Jagten på den skjulte by. Serien kan ses på TV2-Play.

Rejserne arrangerer jeg i mit firma Rasmussen Travel, der er registreret i Rejsegarantifonden.

ELITEGYMNAST OG TRÆNER

Som aktiv elitegymnast er jeg to gange blevet nummer to ved DM for hold og har turneret i Sydamerika som elitegymnast på opvisningshold.

Jeg var medlem af Gymnastikhøjskolen i Ollerups turnerende Eliteholdet og har med Svendborg Amts repræsentationshold deltaget i talrige opvisninger i ind- og udland.

Jeg har været træner for et 1. divisionshold i Team-Gym under Dansk Gymnastikforbund. På gymnastikhøjskolen i Ollerup har jeg været lærer i bl.a. gymnastik.

FORFATTER

Jeg debuterede i 1992 med bogen Ikke blot en drøm. Her beretter jeg om den ekspedition på hesteryg gennem Andesbjergene og i kano gennem Amazonas, der for alvor startede mit liv som eventyrer.

Gennem 12 år skrev og redigerede jeg guidebøger på Politikens Forlag. Mine egne titler var om Peru, Bolivia, Fyn og Jylland. Herudover redigerede jeg bøger om en lang række andre lande.

På mit eget forlag Møllen har jeg udgivet mange af mine nyere guide- og rejsebøger om Sydamerika.

Gennem nogle år skrev jeg undervisningsbøger for bl.a. Gyldendal.

I 2019 modtog jeg af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond et legat til min kommende bog om den danske indvandring i Argentina.

SE MINE BØGER SOM ER TIL SALG HER …

FOREDRAGSHOLDER

Gennem årene har jeg udviklet stemningsfyldte multimedieforedrag om både mine egne rejser og om historiske rejsende og eventyrere.

I 2004-05 lavede jeg 330 forestillinger med mit show om HC Andersen, hvor Michael Falch havde lagt stemme til HC Andersens tekster. I 2009 turnede jeg med et multimedieshow om Charles Darwin.

Gennem årene har jeg holdt næsten 1000 foredrag.

Nogle foredrag er rettet mod skoler, mens andre er til voksne.

SE DE FOREDRAG JEG TILBYDER HER …

CV

  • Medlem af Eventyrernes Klub.
  • Uddannet lærer i friluftsliv og idræt.
  • Har boet og rejst 6 år i Sydamerika.
  • Uddannet psykoterapeut.
  • Ledet friluftsture for højskoleelever i Skandinavien og Sydamerika.
  • Gennemført ekspeditioner i kano gennem Amazonas og med heste i Andesbjergene.
  • Forfatter til bøger om egne eventyr.
  • Taler, læser og skriver spansk og engelsk.
  • Mentor for unge.
  • Lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
  • Kørt fem måneder i egen hestevogn gennem Danmark og Østeuropa.
  • Far til to voksne børn.
  • Elitegymnast.
  • Leder af mandegrupper.
  • Uddannet efter- og højskolelærer.
  • Rejst i Sydamerika siden 1981.
  • Forfatter til 25 bøger om Sydamerika.
  • Planlagt ekspeditionen TV2’s serie Jagten på den skjulte by.
  • Modtaget legat fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.
  • Deltaget i ceremonier med ayahuasca i Peru.